Da jeg er eneste translatør i bulgarsk på dansk grund (og dermed tillige i verden), opfatter jeg det som min nationale pligt at tolke for bulgarsk. Det er mere end et kald — det er min lod!
Debuten
Jeg debuterede som bulgarsk tolk, da jeg var student ved Københavns Universitet i 1985. En delegation af landbrugsfolk og politikere fra Plovdiv — herunder Plovdivs borgmester — var på besøg i Danmark. Under deres ophold i Jylland brugte de en anden tolk, nemlig Helle Dalgaard fra den daværende Slaviske Boghandel (senere en afdeling af Stakbogladen, nedlagt i 2010) i Århus, men manglede en mand, da de kom til København. Jeg udskrev efter deres afrejse min regning nr. 001 til Landbrugsraadet, som var deres vært. I 1986 blev jeg registreret på Udlændingestyrelsens og Rigspolitichefens tolkeliste, hvor jeg har været siden da.
Den kolde krig
I tiden fra 1986 til 1992 var tolkeopgaverne præget af den kolde krig. I starten var der ganske få sager (1-2 om året) — afhoppere fra det Bulgarske Kommunistpartis styre. Ved jerntæppets fald skete der en del udveksling mellem øst og vest, herunder Bulgarien, og div. politiske partier og fagforeninger brugte mig i 1989-90. Samtidig startede en strøm af asylsager med bulgarere, der troede, at bare de viste sig i Danmark, ville de blive betragtet som politiske flygtninge og gå gyldne tider i møde. Strømmen rindede ud i ca. 1993, da hundredevis af tidligere asylansøgere vendte skuffede hjem. De gyldne tider var mest noget, som blev Danmarks få bulgarske tolke til del.
Siden omvæltningerne
I eftertiden har bulgarsk tolkning for mig mest handlet om kriminelle bander eller prostituerede. Enkelte delegationer kommer herop på erfaringsudvekslinger inden for skole, energibesparelser, fagbevægelse, politi og bruger mig som tolk. Det er dér, hvor tolkning er en nydelse.