Erfaring siden 1992.
Borgerkrigene i det tidligere Jugoslavien 1992-1996 kastede mig ud i tolkning i serbokroatisk. I 1992 blev jeg registreret på Rigspolitichefens tolkeliste i netop dette sprog.
I 1995 var jeg oppe til forsvarets prøve i alment serbokroatisk for militære tolke som selvstuderende. Jeg bestod prøven men afstod af private grunde fra en videre militære karriere.
Ét eller flere sprog?
En mærkbar følge af borgerkrigene i Bosnien, Kroatien og Slovenien for sprogfolk, både de praktiske som tolke og oversættere, og for de mere teoretiske lingvister (sprogvidenskabsfolk, både forskere og undervisere) blev, at tidligere jugoslavere i stigende grad betegnede deres sprog som enten serbisk, kroatisk eller bosnisk. I kraft af Montenegros løsrivelse fra rest-Jugoslavien i 2000 er nogle montenegrinere også begyndt at bruge betegnelsen montenegrinsk
mod tidligere serbisk
for deres sprog.
Alle skriftsprogene baserer sig på den samme dialekttype, nemlig østhercegovinsk neoštokavisk, som i sin reneste form tales i grænseområdet mellem Serbien, Montenegro og Bosnien, og overlappende Kroatien. At betegne dem som forskellige sprog er i praksis tit en strid om ord. Var man i krig med serberne, brød mange sig ikke om at betegne deres modersmål som serbokroatisk
, kroatoserbisk
, endsige serbisk
. Naturligvis har der altid været geografiske forskelle mellem de måder, hvorpå folk talte og skrev i Jugoslavien, men jugoslaverne og udenlandske fagfolk anerkendte dem som varianter af én og samme sprogtype. Tolke og oversættere, både de, der er født i det tidligere Jugoslavien, og de, der har lært det som et fremmedsprog, er i stand til at skelne mellem de forskellige former for serbokroatisk. Trods alt er der tale om forskelle, som er mindre end dem mellem amerikansk og britisk engelsk.